Æglæggende tandkarper, i daglig tale ofte kaldet killifisk, er en af de mest fascinerende grupper af fisk i akvariehobbyen. De adskiller sig fra de levendefødende tandkarper ved deres forplantningsmetode; eftersom befrugtningen og legen foregår uden for hunnen, har hannen ikke brug for et gonopodium. I stedet udviser mange arter en ekstrem farvepragt, som bruges til at tiltrække hunner i ofte uklart vand.
Annueller vs. Ikke-annueller
En af de mest unikke egenskaber ved killifisk er deres tilpasning til ekstreme miljøer. Vi opdeler dem typisk i to grupper: *Annuelle arter:** Lever i midlertidige vandhuller, der udtørrer i tørtiden. Deres æg kan overleve i dvale i det fugtige mudder (diapause) og klækker først, når regntiden vender tilbage. *Ikke-annuelle arter:** Findes i permanente vandløb og sumpe. Disse arter lever længere og lægger deres æg i finløvede planter eller trærødder.
Akvarieforhold og Adfærd
Killifisk forekommer over hele verden i tropiske og sub-tropiske klimaer. I akvariet kræver de ofte dæmpet belysning og masser af skjulesteder i form af planter eller trærødder. Da mange arter er dygtige springere, er et tætsluttende dæksglas en absolut nødvendighed. De trives bedst med levende foder eller frostfoder, hvilket stimulerer deres naturlige jagtinstinkt og sikrer de mest intense farver.
Opdræt
Opdræt af killifisk er en hobby i hobbyen. For de annuelle arter benytter man ofte ugødet tørvemuld som gydesubstrat, som efterfølgende tages op og opbevares fugtigt i en periode. For de ikke-annuelle arter er 'gydemops' af syntetisk garn eller javamos ideelt til opsamling af æggene.
